Galia er en lille vingård i Villanueva de Duero, der blev dannet i 2009 af vinmageren Jerome Bougnaud ud fra et gammelt ønske om at kunne bidrage til kulturarven af det spanske vinlandskab ved at arbejde i terroirs med op til hundrede år gamle vinstokke i provinserne Soria, Burgos og Valladolid.

Sammen med Jerome Bougnard er Daniel Garcia Pita også en del af Galia-projektet. Daniel er den tekniske direktør for det kendte Bodegas Vinas de El Regajal i Madrid, hvor Jerome Bougnard også laver vinene.

Derudover har Jerome arbejdet tæt sammen med Peter Sisseck på både Pingus og Quinta Sardonia, og selvom hans rødder ligger hos en familie af vinbønder i Cognac-regionen i Frankrig, så er det i den grad lykkedes for Jerome at få skabt sig et godt navn i Spanien.

 

Potentiale fremfor belligenhed

Grundlaget for Galia er en række gamle vinmarker langs Duerofloden i provinserne
Soria, Burgos og Valladolid, som alle ligger i mellem 800 og 1000 meters højde over havets overflade.

Disse spredte vinmarker er udelukkende blevet valgt på grund af deres potentiale fremfor deres geografiske beliggenhed. Faktisk ligger mange af parcellerne udenfor grænserne af de etablerede D.O.’er, og kunne have været gået tabt for fremtidige generationer, hvis Jerome ikke havde besluttet sig for at bruge dem til sit projekt.

 

De forskellige parceller

I Piquera de San Esteban i Soria har Jerome 9 parceller med i alt 2,5 hektar vinstokke, der ligger lige uden for grænsen til Ribera del Duero i en gennemsnitlig højde på 975 meter over havets overflade. Disse er hovedbeskærede Tempranillo-vinstokke fra før phylloxera sammen med en lille mængde Albillo plantet på sandet og gruset jord over kalkstensjordbund.

I Fuentelcésped i Burgos dyrker Jerome 0,81 hektar med Tempranillo-stokke fra 1960. Denne parcel er placeret på en terrasse af gruset sand og kalksten i en højde på 850 meter over havets overflade.

 

Ligeledes i Burgos i landsbyen Hontangas har Jerome to parceller med Garnacha-stokke plantet i 1920 på sandet grus i en højde på 900 meter. I nærheden ligger ydermere en stejl nordvendt parcel på 0,37 hektar med Tempranillo-stokke plantet på kalkholdig lerjord i 1930.

I Segovia i tæt på Cuevas de Provanco har Jerome 9 parceller på i alt 1 hektar med Tempranillo-vinstokke plantet omkring 1920. Parcellerne er alle stejle og nordvendte med kalkholdig lerjord i en gennemsnitlig højde på 920 meter over havets overflade.

I Valladolid-provinsen nær Quintanilla de Onesimo i en højde på 850 meter besidder Jerome 0,85 hektar Tempranillo og Garnacha-vinstokke fra 1920 samt 1,75 hektar Tempranillo-vinstokke også fra 1920 ved Trigueros del Valle.

 

Vinificeringen

Vinene fra Galia er altid Tempranillo baserede sammen med omkring 7% Garnacha og en lille smule Albillo. Hver parcel bliver høstet i hånden og fermenteret med lokal gær på den lille vingård i Villanueva de Duero.

Garnacha-druen bliver fermenteret i hele klynger, mens kun omkring 30% af Tempranillo-druerne gærer med hele klynger. Efter den primære gæring overføres vinen til 225 og 600 liters franske egetræsfade, hvoraf 15% er nye, og derefter lagres i 19 måneder før vinen tappes ufineret og ufiltreret.

 

Område: Ribera del Duero


Dyrkningsmetode: Økologisk


Druesorter: Tempranillo, Garnacha & Albillo


Areal: 7,3 hektar


Ikon: Qlos Santury Piquera de San Estéban